Fra Irkutsk til Mongoliets grænse

Vækkeuret startede dagen 05:45. Hurtigt tøj på og ned i restauranten for at spise morgenmad. 

Lækker omelet med fyld. 

Så blev vi hentet af guide og chauffør og kørt til togstationen. 

Klokken 07:28 triller tog nummer 4 ind på perronen.

Denne gang er det et kinesisk tog vi skal med. De har tydeligt skrevet ruten på siden. 

Vogn nummer 9 tilhører os. 

Vores hjem de næste 24 timer. 

Fronten af toget kan ses i svingene. 

Og bagenden ligeledes ses. 

Køreplanen hænger i gangen på vognen. Her kan vi følge med i stoppene og hvor længe de varer. Man skal dog have tungen lige i munden for i Rusland er det Moskvatid, men når grænsen til Mongoliet krydses skiftes der til lokaltid. 

De første glimt af Baikal søen fra toget. 

Første stop ved Slyudyanka. Dog kun få minutter, så vi når ikke ud på perronen. 

Her holder personalet til med mere skabsplads og køleskab. 

Samovaren hvorfra vi får kogende vand til te, kaffe, kakao, suppe og nudler. 

På bagsiden af samovaren hvor fyret er står personalet og kokkererer meget velduftende mad. Man kan høre at der hakkes, snittes og steges. Tror dog kun det er til dem selv. Vi andre må nok finde restaurantvognen senere på dagen. 

Ungerne følger nøje med. 

Vi passerer broer og tunneler. 

Ikke spytte på gangen. Det er vist mest henvendt til kineserne. 

Vi kører nu langs Baikal søen. Ganske tæt ved bredden. Man kan se stenene nede i det klare vand. 

I Ulan-Ude har vi et 30 minutter stop. 

Der er 34 grader udenfor, så Line løber hurtigt ind i toget igen. 

Hun køler sig ned ved blæseren i kupeen. 

Der er ikke nogen umiddelbar mulighed for at proviantere slik og sodavand. Måske alligevel meget godt da vi jo ikke har godt af det. 

Vores tog til højre. 

Som på mange af de øvrige stationer er der masser af togmateriel. Denne tur må være enhver togelskers våde drøm. 

Efter Ulan-Ude har landskabet drastisk ændret sig. 

Det er normalt ikke 30+ grader og golde marker man får billeder af i hovedet når man tænker på Sibirien. 

Drengene har været en tur i restaurantvognen og købe kolde drikkevarer. Det nyder pigerne godt af. 

I Ulan-Ude fik vi endnu en gang nyt lokomotiv spændt for. Indtil nu har vi kørt med elektriske lokomotiver, men nu er der skiftet til diesel. 

Klokken 17:40 er vi nået til hvor prikken er. Her kan man se Irkutsk og Baikal søen. 

Vi er langt væk fra lille Danmark. Faktisk føler man sig langt væk fra alt. 

Dog ikke længere væk end der ligger store fabrikker. 

Endnu en sø. Dog en hel del mindre. 

Søen ser ud til at være et populært sted for en picnic og en dukkert. 

Bilen her (hvid klat i venstre side) får sig også en dukkert. Den var halvt dækket af muddervand. 

Vi er nu ved Naushki. Det sidste større stop inden grænsestationen mellem Rusland og Mongoliet. 

Stoppet ved Naushki varer mere end en time, så vi satsede på at kunne komme ud på stationen og finde noget aftensmad der. Desværre viste det sig at være den mest kedelige station hidtil uden nogen shoppemuligheder. 

Til gengæld en masse toldere og paskontrol, der går hele toget igennem. Alle loftslemme er endda blevet åbnet så de kan tjekke for illegale passagerer. Vores kupeer blev gennemgået med lys og lygte. De studsede ved Gøtø og var vist ikke helt enig i hvordan det skulle staves på russisk. Men endte med at sætte fine stempler i alle vores pas. 

Her stopper dagens indlæg, da vi ikke regner med at have netforbindelse, når vi kører ud af Rusland og ind i Mongoliet. 

Herfra garanterer vi ikke for daglige opdateringer fra vores tur. Håber I har nydt at følge med på sidelinien indtil nu.