Denne gang på La Grillade, som er en af byens bedste restauranter.
Som følge deraf var prisen også helt oppe på en halvtredser per snude.
Men det er jo ferie og vi er jo glade for mad, så mon ikke budgettet kunne strækkes lidt.
Simon, Anja og René valgte lakseruller til forret. Lækre.
Line valgte en salat....
..som hun spiste med velbehag.
Til hovedret havde René valgt kyllingebryst med tomat og ost og som tilbehør friturestegte grøntsager i tempura.
Anja fik også kylling, men med ovnbagte nye kartofler og dip.
Ungerne havde begge valgt en nudelret med kylling. Simon så svært tilfreds ud.
Til dessert havde René valgt en citron creme brule. Smagte glimrende og knaste lige tilpas.
De øvrige i selskabet havde valgt æble strudel med vanilleis.
Ungerne var hurtigst til at spise af deres dessert, men lavede sjove ansigter. De bad os om at smage på den flormelis, som var drysset ovenpå. Vi kunne hurtigt konstatere at det ikke var flormelis, men snarere bagepulver der var drysset ovenpå.
Vi fik fat i tjeneren, som vist ikke helt forstod hvad vi mente, men fjernede tallerkenerne og sagde at de så ville trække dem fra regningen, hvilket egentligt var fint med os. Han bragte tallerkenerne til kokkene (det er et åbent køkken, så vi kunne følge med.). De trykkede og mærkede lidt og det var det. Anja rejste sig så, gik hen til dem og fik dem til selv at smage. At dømme på ansigtsudtrykket var vi vist ikke helt skæve i vores bedømmelse af at noget var galt.
Kort efter kom tjeneren så, beklagede meget og sagde de gerne ville kompensere os med en anden dessert.
Tre fine isdesserter blev sat på bordet og smilene kom frem igen.
Så kom tjeneren igen, endnu en gang beklagede han og sagde at de var ved at lave tre styk æble strudel MED flormelis til os. Med al den ekstra dessert blev vi ihvertfald mætte.
Da vi ville betale beklagede de igen igen og sagde at hele måltiddet var uden beregning som kompensation for deres lille fejl. Vi takkede mange gange og trillede stopmætte derfra.
Så fra at skulle have været vores hidtil dyreste business lunch endte det med at blive den billigste.
Hvor heldig har man lov til at være ? Godt det ikke var noget I blev syge af. Det må være dejligt sådan at være på tur med prøvesmagning på Café hver dag. Maden ser ud til at være lækker og frisk. Kh Sonja
SvarSlet