Efter morgenbuffeten hopper ungerne i poolen og de voksne slapper af i skyggen. Anja leger lidt med i vandet indtil en amerikansk dreng spørger om han må lege med. Så hygger de lidt alene mens Anja kravler tilbage i skyggen.
Simon lokker Anja og René ned til enden af landingsbanen for at kigge på fly. Line hygger med iPad'en imens.
Vi kommer lidt for tæt på, for en vagt kommer pludseligt og vinker os væk.
På vej retur i vandkanten kommer denne lille krabbe forbi. Efter flere forsøg lykkedes det at tage et billede af den.
På vores løbeture så Simon godt nogle huller i sandet, men mente at det var fra der hvor fiskerne satte deres stænger i.
Vi lod ham blive i den illusion lidt tid.
Vi havde godt set hvordan krabberne kom piblende op af deres huller, når vi kom buldrende nede i strandkanten, men det så ungerne heldigvis først i slutningen af den anden løbetur. Havde de set eller vidst det, var der ikke blevet nogen løbetur overhovedet.
Anja og René blev fristet af tilbuddet om en ægte omgang thai massage nede på stranden. En time senere og 160 kroner fattigere er begge blevet trykket og rykket efter alle kunstens regler. Herligt.
Efter frokost en tur i vandparken. På vej dertil havde Simon lige et enkelt ærinde. Det bragte os forbi en shop, der solgte unge kokosnødder. Det måtte prøves.
Det smagte ganske uskyldigt.
I vandland render ungerne rundt for at prøve lidt af det hele. Anja med dem halvdelen af tiden. René i skyggen og skrive på bloggen.
Herefter retur i lejligheden. Her ser vi video. På vores bådtur var der også en gut fra tourfirmaet med et videokamera. Han filmede løs på hele turen og så kunne man naturligvis købe et eksemplar efterfølgende. Vi røg lige i fælden.
Filmen blev leveret til receptionen og mens de voksne får massage henter ungerne filmen der.
Så er det tid til at pakke sammen og mentalt klargøre sig på at skifte 30 grader strålende sol ud med 3-4 grader og regnvejr.
Aftensbuffetten bliver ledsaget af live underholdning. En gut med guitar og en sangerinde tager imod ønsker fra publikum. Vi foreslår først "Hit the Road, Jack". Den kendte de ikke. Så ABBA. Han kunne godt spille det på guitaren, men hun kunne ikke teksten. Selv ikke efter at have fundet den via Google.
Eric Claptons "Wonderful Tonight" gik noget bedre.
Så fik nogle af de øvrige borde deres ønsker opfyldt inden de kom tilbage til vores bord og Simon spørger om de kender "Yellow Submarine". Det gjorde han.
Simon var godt tilfreds.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar