Kreta Maj 2016

Kreta Maj 2016

torsdag den 23. april 2015

I Datcha med danskere

I den russiske påskeweekend 10-12 april var vi sammen med 3 andre danske familier i datcha. En datcha (Дача) er hvad russerne kalder deres sommerhuse.

Vi kørte i paradekørsel i 4 næsten ens VW Tiguan ud til stedet. Det krævede et par u-vendinger undervejs, da GPS'en gav op på vej dertil grundet manglende signal. De sidste par kilometer blev kørt af en noget pløret markvej, men heldigvis holdt Anja tungen lige i munden og hænderne på rattet, så vi kom frem uden maskinelle problemer.

Vi havde arrangeret to huse tilhørende samme ejere, som vi kunne leje weekenden over med fuld forplejning.

Stedet lå i en lille landsby med kun nogle få huse. Omringet af masser af natur. Køerne gik frit på marken lige ved siden af og fuglene sang om morgenen. Rygterne gik på at der var ræve med hundegalskab i skoven også. Vi så intet der mindede derom, men det holdt nogle fra at gå for langt omkring.

Vi fordelte os så hvert hus rummede to familier. Det var dog kun ved morgenmaden at vi var adskilte. Ved frokost og aftensmad spiste vi samlet. Det var lidt klemt, men det gik an. Vejret var vi rigtig heldige med da lige netop denne weekend så det første glimt af russisk forår. Så frokosten foregik udenfor ved et langt bord.




Der blev gået ture, snakket, slappet af og hygget. Til stor fornøjelse for alle spillede vi også en del stikbold. Både børn og voksne. Rigtig sjovt.


Som sagt havde vi fuld forplejning. Dvs. ved spisetid kom vores russisk/franske værtsfamilie med en stor portion mad. Nybagt brød, suppe, kødboller og meget andet blev sat på bordet. Meget lækkert. Til morgenmaden var der selvfølgelig også nybagt brød og vi så heldige at en af de andre havde medbragt en pakke Kærgården. Det var lykke. Russisk smør er usaltet og ret kedeligt, så det var virkelig en lækkerbisken at få.




Ægte sibirsk vodka blev der også serveret. 60% alkohol fik vi fortalt. Den kunne godt mærkes helt ned i storetåen og nogen kunne også mærke den dagen efter.


Som nævnt gik køerne tæt ved. Vi fik da også næsten oplevet en kælving. Ihvertfald havde kalven kun lige fået rejst sig op på 4 ben og vi så den tage sine første skridt.



Om lørdagen skulle de voksne i banya. Det er russisk dampbad/sauna. Der blev tændt op i den om morgenen og ud på eftermiddagen var temperaturen kommet op. Vi delte os op, så herrene tog første omgang og damerne anden omgang. Undervejs går man ud af banyaen, skyller sig med iskoldt vand, tager en kop the/øl/vin og så ind igen. Den sidste del af ritualet går ud på at slå/massere med nogle grene med blade på. Det er tørrede grene fra birk eller eg som så bliver lagt i vand. Herefter slår man dem blidt på kroppen og det skaber en ekstra varme i huden.

Del af banya med varmt og koldt vand.
Selve saunaen
Og rummet hvor man holder pause for varmen og får lidt at drikke.

Der var også en meget lille kirke, måske 10 m2, men den var smuk i solopgangen.



Om søndagen skulle der males og farves æg. Noget der åbenbart er udbredt herovre også, da Kirsten havde indkøbt en del materialer lavet til netop dette formål. Flere variationer blev afprøvet og nogle virkede bedre end andre.






Til sidst blev der trillet med æggene. Vi valgte en variant hvor målet ikke var at komme længst, men derimod komme tættest på et bestemt punkt. Desværre måtte vi se os slået af Henning der formåede at få sit æg til at ligge blot 1 cm fra målpinden. Men sjovt var det.


På køreturen hjem så vi flere landevejsboder med tørrede fisk og grøntsager. Vi gjorde ikke holdt, men synes de så meget sjove ud.


Hjemme i lejligheden udstillede ungerne alle deres æg. 


Så vi skal nok være klar til æggekamp, hvis nogen kommer på besøg næste påske.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar