Kreta Maj 2016

Kreta Maj 2016

torsdag den 30. april 2015

Indvielse af fabrikken

I skal da ikke snydes for lidt information omkring vores fabrik. Den 10. april var der officiel åbning af vores Novo Nordisk fabrik.
Til anledningen var der opstillet et stort telt på parkeringspladsen. Der var inviteret en masse gæster og der blev afholdt pressekonference. 
Ved Indvielsen i teltet blev der holdt taler af de prominente gæster. 
Første taler var guvernøren for Kaluga regionen - Anatoly Artamonov. 
Næste taler var den danske ambassadør i Rusland - Thomas Winkler
Så kom vores NNs chef - CEO Lars Rebien Sørensen
Der var også en tale fra Ministry of Industri and Trade og fra lederen af vores datterselskab i Rusland. 
Da talerne var klaret skulle den traditionelle snor klippes. 


Og så skulle produktionen 'startes' 



Efter indvielsen i teltet var der rundvisning på fabrikken for alle de inviterede gæster. 

På dette link kan i læse pressemeddelelsen om åbningen. 

Det var en fin dag og sjovt at være til stede. 

søndag den 26. april 2015

Line venter på gallainvitation

På vej hjem gennem gågaden idag skulle vi finde en strømforsyning. Mens drengene kiggede efter den, kom Line og mor til at kigge ind i nabo butikken. Den bugnede af flotte kjoler og ekspedienten var meget imødekommende og viste masser af kjoler frem. Det endte med at Line fik lokket en meget flot kjole ud af sin mor.



Og Line synes I skal se den i fart.



Nu venter vi så bare på en god anledning til kjolen. 
Vi gjorde en god handel, mens drengene kom tomhændede ud. Sådan kan det gå. 

Forvandling

Igår var vi i Metro og i stedet for Line, fik vi en sommerfugl med hjem. 


Idag er vi til brunch og nu er sommerfuglen blevet til et smuk mønster. 


De er gode til ansigtsmaling. 

torsdag den 23. april 2015

I Datcha med danskere

I den russiske påskeweekend 10-12 april var vi sammen med 3 andre danske familier i datcha. En datcha (Дача) er hvad russerne kalder deres sommerhuse.

Vi kørte i paradekørsel i 4 næsten ens VW Tiguan ud til stedet. Det krævede et par u-vendinger undervejs, da GPS'en gav op på vej dertil grundet manglende signal. De sidste par kilometer blev kørt af en noget pløret markvej, men heldigvis holdt Anja tungen lige i munden og hænderne på rattet, så vi kom frem uden maskinelle problemer.

Vi havde arrangeret to huse tilhørende samme ejere, som vi kunne leje weekenden over med fuld forplejning.

Stedet lå i en lille landsby med kun nogle få huse. Omringet af masser af natur. Køerne gik frit på marken lige ved siden af og fuglene sang om morgenen. Rygterne gik på at der var ræve med hundegalskab i skoven også. Vi så intet der mindede derom, men det holdt nogle fra at gå for langt omkring.

Vi fordelte os så hvert hus rummede to familier. Det var dog kun ved morgenmaden at vi var adskilte. Ved frokost og aftensmad spiste vi samlet. Det var lidt klemt, men det gik an. Vejret var vi rigtig heldige med da lige netop denne weekend så det første glimt af russisk forår. Så frokosten foregik udenfor ved et langt bord.




Der blev gået ture, snakket, slappet af og hygget. Til stor fornøjelse for alle spillede vi også en del stikbold. Både børn og voksne. Rigtig sjovt.


Som sagt havde vi fuld forplejning. Dvs. ved spisetid kom vores russisk/franske værtsfamilie med en stor portion mad. Nybagt brød, suppe, kødboller og meget andet blev sat på bordet. Meget lækkert. Til morgenmaden var der selvfølgelig også nybagt brød og vi så heldige at en af de andre havde medbragt en pakke Kærgården. Det var lykke. Russisk smør er usaltet og ret kedeligt, så det var virkelig en lækkerbisken at få.




Ægte sibirsk vodka blev der også serveret. 60% alkohol fik vi fortalt. Den kunne godt mærkes helt ned i storetåen og nogen kunne også mærke den dagen efter.


Som nævnt gik køerne tæt ved. Vi fik da også næsten oplevet en kælving. Ihvertfald havde kalven kun lige fået rejst sig op på 4 ben og vi så den tage sine første skridt.



Om lørdagen skulle de voksne i banya. Det er russisk dampbad/sauna. Der blev tændt op i den om morgenen og ud på eftermiddagen var temperaturen kommet op. Vi delte os op, så herrene tog første omgang og damerne anden omgang. Undervejs går man ud af banyaen, skyller sig med iskoldt vand, tager en kop the/øl/vin og så ind igen. Den sidste del af ritualet går ud på at slå/massere med nogle grene med blade på. Det er tørrede grene fra birk eller eg som så bliver lagt i vand. Herefter slår man dem blidt på kroppen og det skaber en ekstra varme i huden.

Del af banya med varmt og koldt vand.
Selve saunaen
Og rummet hvor man holder pause for varmen og får lidt at drikke.

Der var også en meget lille kirke, måske 10 m2, men den var smuk i solopgangen.



Om søndagen skulle der males og farves æg. Noget der åbenbart er udbredt herovre også, da Kirsten havde indkøbt en del materialer lavet til netop dette formål. Flere variationer blev afprøvet og nogle virkede bedre end andre.






Til sidst blev der trillet med æggene. Vi valgte en variant hvor målet ikke var at komme længst, men derimod komme tættest på et bestemt punkt. Desværre måtte vi se os slået af Henning der formåede at få sit æg til at ligge blot 1 cm fra målpinden. Men sjovt var det.


På køreturen hjem så vi flere landevejsboder med tørrede fisk og grøntsager. Vi gjorde ikke holdt, men synes de så meget sjove ud.


Hjemme i lejligheden udstillede ungerne alle deres æg. 


Så vi skal nok være klar til æggekamp, hvis nogen kommer på besøg næste påske.

onsdag den 22. april 2015

Status på Renés ryg

Efter det forløb som jeg beskrev i tidligere indlæg, følte jeg ikke at ryggen var 100% endnu.
Så jeg fik yderligere 3 ugers forbrug af smertestillende tabletter udleveret. Det holdt det nede.

Desværre kunne jeg efterfølgende mærke at problemet stille tog til igen.
Jeg havde så endnu en konsultation med lægen, fik en masse indsprøjtninger og han fortalte at jeg skulle have noget genoptræning, men det kunne hans klinik ikke hjælpe med. Han kunne heller ikke være behjælpelig med at anbefale et sted der kunne tilbyde det.

Jeg søgte så på internettet efter noget der så brugbart ud og fandt en lokal klinik Clinica Boli (Klinik Smerte). Skrev så til forsikringsselskabet om de kunne tage kontakt til dem og få sat en aftale istand.



Her blev jeg mødt af en yderst kompetent læge, der tilmed talte bedre engelsk end den tolk jeg havde med. Han undersøgte mig mere grundigt end tidligere og lavede et program for genoptræning.

Idag har jeg været til anden omgang ud af 10. 2 mere i denne uge, 4 i næste, så en uges feriepause og så de sidste 2 omgange.

Programmet består af flere elementer:

Først skal jeg strækkes og varmes op. Det foregår liggende på en maskine hvor overkrop og ben er fastspændt. Den 'hiver' så i mig, så kroppen strækkes. Samtidig under ryggen kører der en slags rulle, som masserer og varmer ryggen imens. Dette varer 15 minutter.



Dernæst nogle øvelser i en maskine med snoretræk. Her skal jeg lave forskellige øvelser med krop, arme og ben for at træne musklerne op. Kan sagtens mærke forskel på højre og venstre side. Venstre ben skal arbejde noget mere for at opnå det samme.



Dette efterfølges af massage i 15 minutter. Der bliver taget godt fast. Som hun siger 'Det er medicinsk massage, det er ikke for skønhedens skyld'.

Til sidst bliver der lagt 2 varmeplader med vibrator på lænden. De skiftevis vibrerer og stopper hvert ca. 5. sekund. Også dette varer 15 minutter.

Undervejs bliver blodtryk og puls taget 3-4 gange.

Jeg er også blevet anvist nogle øvelser jeg skal lave derhjemme morgen og aften.

Forhåbentligt opdaterer jeg igen om 3-4 uger med positivt nyt.

Jeg spurgte sygeplejersken/fysioterapeuten/massøren (ved ikke helt hvordan jeg skal kategorisere hende) om hun ville lave en lille video af mig, hvor jeg er i den første maskine.
Her er resultatet:



Tror ikke Steven Spielberg eller Lars Von Trier har noget at frygte :)



tirsdag den 21. april 2015

Kaluga - en levende by

Vi har via vores schweiziske supportere fundet disse 2 videoer lavet af Kaluga-regionens administration. Vi synes de er meget vellavede, viser mange ting fra omegnen og man kan se mange af de muligheder byen byder på.

Derfor vil vi gerne dele dem med jer :)



Her er det den flotte russiske vinter der er i fokus.



Her bliver sommeren præsenteret på fineste vis.

Det er da svært ikke at blive forelsket i denne dejlige by?

søndag den 19. april 2015

Simon 3D pusler

Idag står der afslapning på programmet. 

Simon har et par projekter liggende som han efter noget tilløbstid nu er gået i gang med. 


Først denne 3D krystal hest, som han fik til sin fødselsdag af vores russisk lærer. Simon gav relativt hurtigt op, da vejledningen ikke var til megen hjælp. Det var de voksne i husstanden til gengæld. Anja og René startede i hver sin ende af hesten og endte til sidst med to dele der heldigvis passede sammen. Så gik formiddagen med det. 

Dernæst en 3D pap model af Vasily kirken, som julemanden havde bragt ham i adventsgave. 


Her er vejledningen heldigvis mere brugbar og brug af numre fremskynder processen sammenlignet med hesten. 



Mange plader med dele, der skal 'prikkes' ud. 


Nogle allerede samlede dele. 


Simon går meget koncentreret frem. 

Søndag den 17/5: Så fik Simon fortsat sit byggeri af Vasily kirken og fik den færdigbygget. 










lørdag den 18. april 2015

Besøg af Ørnebanden

Den 2. april holdt ungerne fri fra svømning og Anja og René var allerede hjemme fra arbejde kl. 17. Der skulle nemlig ske noget helt specielt 😃 - ventede på at der skulle komme gæster fra Danmark.
Endelig kunne vi se taxaen for enden af vejen og ungerne hoppede som vilde kaniner på fortorvet.
Og så kom de - Jonathan, Catharina, Christina og Morten. Stor gensynsglæde blandt børn og voksne, og der var godt gang i snakken over aftensmaden.


Næste morgen stor den på skole for alle fire børn. Jonathan og Catharina havde fået lov at komme på besøg på Kaluga International School (altså efter at Christina havde udfyldt 6 siders skema).
De tog afsted med skolebussen.


Klar til afgang.

I mens tog de voksne en rundtur i Kaluga. Vi kørte forbi Novo Nordisk, Folkevognsfabrikken, KIS, Metro og nød en dejlig frokost på en restaurant i byen.

Da vi om eftermiddagen var hjemme igen var der afslapning for alle. Børnene hyggede og lavede bl.a. Quiz til de voksne.
Om aftenen tog vi på Pub102 og fik dejlig mad (dog ventede vi også pænt lang tid på serveringen).
Men der var så tid til et festligt billede.

Lørdag tog vi ud for at opleve lidt af Kaluga.
En tur med bussen



Ud til vores pæne indkøbscenter. Der blev kigget, spist og Catharina fik købt fine kjoler.
Og hjem med bussen igen.

Eftermiddagen stod på underholdning Laser Game. Et spil, hvor man går/løber rundt på en mørk bane og skal skyde modstanderne. Her ses vi med skydere og veste, klar til kamp.

Det var super sjovt og blev til 6 kampe i alt. Prøvede både familie mod famile, børn mod voksne og piger mod drenge. Det var god underholdning.

Hjemme blev aftensmaden pizza fra den lokale pizza mand. Catharina og Simon sørgede for dette.


Og selvfølgelig skulle der serveres vodka.
Morgenhygge

Søndag var vi på tur i lokalområdet.
Vi startede på det lokale marked.


Så gik vi imod Kaluga park. På vejen ses også eksempler på de mindre moderne huse.

Fremme ved parken med udsigt over floden.
En venlig forbipassernede, hjalp med at tage et fælles billede.

Som I nok kan se af billederne var det koldt. Derfor købte vi på vejen hjem en masse kage og varm kakao.
Børnene løb i forvejen og havde hjemme i lejligheden lavet et 'Møntvaskeri' til alle de mønter de havde fundet på turen.
Før og efter.

Da vasken var klaret stod den på kagebord.


Mandag morgen blev Ørnebanden kørt til toget og tog videre på deres tur til Moskva og Skt. Petersborg.
Her vinkes der gennem ruden.

Der var en helt fantastisk weekend, som vi vil mindes. Gode oplevelser, grine-mave-krampe, og hygge.

Tusinde tak for besøget, I er altid velkomne til at komme igen.