Mandag den 7. marts fik jeg ondt i halsen. Ikke sådan inde i halsen som ved halsbetændelse, men udenpå i højre side. Jeg fik langsomt en større og større bule og det gjorde mere og mere ondt. Det var voldsomt ubehageligt og meget smertefuldt at spise, så heller ingen mad. Vi kontaktede vores helbreds-og ulykke forsikring Bupa. De sagde at de ville kigge på sagen og vende tilbage. Tirsdags morgen var det blevet værre. Inde i munden var der også hævelser. Det var så slemt at vi måtte kontakte den lokale ambulance (de har et par fyre der taler engelsk). Efter en times tid dukkede de op.
De kiggede kort i min mund og tog min temperatur. Ingen feber, det var jeg nu godt klar over. Vi ringede til vores russiske kollega Natalia, som hjalp med oversættelse. Ambulancefolkene ville gerne have mig på hospitalet for yderligere undersøgelse.
De tilbød at køre os og køre forbi og hente Natalia på vejen. Det sagde vi 'ja tak' til.
Klar til afgang, skulle vi også lige have nogle til at tage sig af ungerne, som selvfølgelig også var bekymrede. Nicolai, en af de andre danskere, var hurtig til at hjælpe og under 5 min efter vi var kørt havde han hentet ungerne. Super mange tak for det.
Afsted i rumle-bumle ambulancen pga. de dårlige veje. Det tog dem også noget tid at finde Natalia - de kørte først til forkert adresse. Godt jeg ikke var mere akut syg.
Jeg blev kørt til Kaluga Regional Hospital. Efter kort ventetid blev jeg tilset af en læge, som fortalte det var sten i spytkirtlerne der var årsagen. Da det denne dag var helligdag (kvindernes kampdag) var der ingen øre,næse hals kirurg på job og de kunne ikke gøre noget denne dag. Jeg skulle have tid dagen efter mellem 10 og 14. Jeg fik recept på antibiotika og et skud smertestillende i ballen.
Ambulancen kørte os herefter hjem (fin service). Ialt kostede ambulance servicen 500 DKK.
Jeg overlevede natten, som var meget smertefuld, da det skud jeg havde fået på hospitalet kun holdt i 8 timer.
Næste morgen ventede vi utålmodigt på at vores forsikrings selskab skulle reagere og yde support med bestilling af tid. Da vi klokken 10 endnu ikke havde fået respons fra Bupa måtte vi igen selv gøre noget. Med hjælp fra Vera, en anden kollega fra arbejdet, kørte vi til hospitalet. Vi kom øjeblikkeligt ind til lægen og 10 min efter ventede jeg på scanning. Der gik endnu 10 min og så var jeg CT scannet. Lægen kom kort efter med billederne og der kunne tydeligt ses 2 sten - en større og en mindre.
Tilbage på afdelingen var der nu noget ventetid. Forsikringsselskabet Bupa skulle indgå kontrakt om betalingsgaranti med hospitalet. Vi ventede og spurgte indtil hvad der skulle ske. Omkring middag blev det klart, at de ville beholde mig. De ville tage prøver og sikre sig jeg var klar til operation næste morgen. Øv, det var absolut ikke det jeg havde håbet på, men mine smerter taget i betragtning var der ikke andre muligheder.
Jeg blev indlagt på luksusværelse.
Maden på afdelingen var nok specielt til sådan nogen som mig med spisebesvær. Så der var grød og suppe og andre bløde ting. Her ses nogle Af mine måltider. Aftensmad
Morgenmad
Frokost
Aftensmad
Frokost
Aftensmad
Det var ok, når man er vant til at være i Rusland, men jeg tænker mange andre ville være kommet på god slankekur her.
Maden kom på madvognen på gangen.
Vera blev der hele eftermiddagen og Natalia kom som afløser om aftenen. René skulle hjem og hente ungerne og så kom de på besøg.
Her viser Simon skiltet med prisen på dette luksusrum med eget bad, toilet, køleskab og Tv. 850 rubler per døgn.
Natten forløb godt, da jeg nu med jævne mellemrum fik smertestillende.
Næste morgen var jeg fastende og klart til operation. Men pludselig skete der noget. Jeg mærkede noget i munden og denne kom ud.
Den store sten poppede ud af sig selv
1,6x0,4 cm hård kalksten.
Jeg informerede lægen og de satte operationen på hold/udskudt. I stedet ville de nu forsøge med fysiske tiltag at gå den anden ud også.
Det skulle ske med massage, varmebehandlinger og omslag med antiinflammatorisk.
Instrument til varmebehandling lignede en der hørte fortiden til.
Og når jeg fik mine omslag så jeg sådan ud.
René og ungerne var flittige til at besøge mig.
Her pakker Line mig ud en morgenstund.
Hver dag var jeg til undersøgelse hos lægen.
Da det blev fredag ville jeg rigtig gerne hjem på weekend. Vera, min kollega, talte min sag og forklarede at jeg havde fødselsdag og gerne ville være hjemme med familien. Det lykkedes hende at overtale dem til at jeg kunne tage hjem lørdag morgen til mandag morgen, såfremt jeg lovede at komme til mine tre daglige skud i ballen. Det lovede jeg dem.
Et midlertidigt farvel til hospitalet. Juhu.
Mandag morgen var jeg så tilbage. Dagen gik med ventetid og lægeundersøgelse og endelig en udskrivning fra hospitalet sammen med en anbefaling om fortsat behandling og eventuel operation.
Tirsdag måtte jeg så besøge en alm. læge for at for lukket min sygemelding, så jeg kunne komme tilbage på arbejde.
Puha, sikken en uge. Det har været en speciel oplevelse. Måske hospitalet syner gammelt og slidt,
men alle jeg har mødt har været meget flinke, behjælpelige og kompetente.
Nu er jeg ovenpå, og skal finde ud af med Bupa om jeg skal til DK for yderligere undersøgelse og evt operation.
Mit motto i dette forløb: What doesn't kill you, makes you stronger. Så jeg er blevet BUM stærk.
